Peter Ørnskov
Peter Ørnskov (døbt Peder Kloster Ørenskov) blev født den 2. marts 1874 i Engbjerg. Han var søn af Niels Christian Peder Ørnskov og Sidsel Marie Pedersen Kloster.
Niels Christian Peder Ørnskov (kaldt Christian) var født i Vandborg sogn og Sidsel Marie Pedersen Kloster var født i Hygum sogn. I deres først mange år af ægteskabet flyttede de meget rundt. De er fundet i Flynder, Lomborg og Engbjerg, inden de falder mere til ro i Vedslet sogn (Skanderborg amt). Her er Christian banevogter/jernbanearbejder og man kan se i folketællingen 1901, at de kom til sognet i 1889 og der står også, at de havde fået 15 børn i alt og heraf var de 10 døde.
Efter endt skolegang og konfirmation, kom Peter Ørnskov ud at tjene: Første sted var på gården Bislund, i Kattrup sogn (Skanderborg), det var hos gårdmand Peter Kristian Jørgensen. Hvor længe han var der er ikke fundet, men han skifter erhverv til stenhugger.
Han blev udlært stenhugger og i 1901 er han ansat hos Gustavsen i Ørridslev sogn (Skanderborg), hvor længe ham var der, er ikke fundet. Ifølge folketællingen 1906 er han der ikke og han ses først i Harboøre i 1916, hvor han bor hos Søren Kristensen Rønn i Harboøre Kirkeby.
Ifølge folketællingen 1921 bor han ikke i Harboøre, i 1925 ses han igen i Harboøre Kirkeby, hvor der står at han er ravsliber og ugift. I 1930 skulle han være i Dürup som stenhugger, han er dog ikke fundet i folketællingen i Dürup.
Strandfoged Peder Kvisborg Larsen fra Ferring fik interessen for ravsliberi i 1928, da han mødte Peter Ørnskov. Peter lærte Peder hvordan man behandlede rav, for han havde god erfaring, ifølge Peder skulle Peter havde været ravsliber i mange år.
I 1940 er Peter igen i Kirkebyen, hvor han er aldersrenteydende. Han døde den 13. marts 1946 på amtssygehuset i Lemvig og blev begravet den 19. marts på Harboøre kirkegård.
På hans gravsten står: Ravsliber Peter Ørnskov, 1874-1946. En stolt omend beskeden mand, i karakter af adelstand.
Peter Ørnskov


