Niels Grening og Karen Grening
Niels Grening Jensen blev født den 20. september 1901 på Greninggård i Nørhede ved Ørnhøj og blev døbt den 13. oktober i Nørre Omme kirke. Han var søn af indsider Ole Kristian Jensen og hustru Maren Sørensen.
Niels døde den 14. januar 1989 på plejehjemmet i Thyborøn og blev begravet den 18. januar på Harboøre kirkegård.
Niels blev gift den 30. oktober 1931 i Harboøre kirke med Karen Christensen bliver født den 26. marts 1910, Bækhus i Hygum Sogn (Ryletorv), blev døbt den 17. april i Hygum kirke. Hun var datter af boelsmand Christen Poul Pedersen Christensen og hustru Oline Olsen af Bækhus.
Karen døde den 17. juli 1991 på plejehjemmet i Thyborøn og blev begravet den 20. juli på Harboøre kirkegård.
Niels og Karen fik 3 børn:
- Esther Grening Jensen, født den 20-08-1933, Harboøre.
- Inger Grening Jensen, født den 19-04-1941, Harboøre.
- Ole Christian Grening, født den 13-03-1953, Harboøre
De fik navneforandring den 28. august 1941 – slettede Jensen.
Niels og Karen Grening, 1961.
Niels, som nr. 2 i en søskendeflok på seks. Han gik i Nørhede Skole, og arbejdede på egnen i tiden efter 1. verdenskrig.
Det var et område med hedeopdyrkning, tørvegravning m.m., hvilket på den tid var et ret slidsomt arbejde.
På et tidspunkt kommer han i lære som møller på Rindum Mølle ved Ringkøbing. Det var en forholdsvis stor mølle på egnen.
Møllerfaget var efter datidens målestok en solid håndværkeruddanelse. I slutningen af 20’erne bliver han udlært og arbejder et par år som svend på møllen.
Karen var nr. 4 i en søskendeflok, der nåede op på 12. Hun havde sin skolegang på Hygum Skole.
Familien ernærede sig ved landbrug med lidt jord og nogle få husdyr, og samtidig drev man fjordfiskeri. Det har nok i længden ikke kunnet brødføde den store familie, for forældrene købte Vester Stausholm på Harboøre og flyttede dertil.
Karen havde forskellige pladser i huset, som det var skik på den tid, og omkring 1930 får hun plads i huset i Rindum – just overfor møllen, og her lærer hun Niels at kende.
Formentligt ville Karen gerne tilbage til sin hjemegn, og da møllen i Harboøre kommer til salg, køber Niels den i sommeren 1931.
Samme efterår bliver de gift og Møllehuset på Nørregade 24, bliver rammen om deres hjem.
Møllehuset, omkring 1960.
Møllehuset lå ikke langt fra selve møllen, det var en lang bygning med tre lejligheder og et loft, der blev brugt som kornlager.
I huset kom der tre børn til verden – Esther i 1933, Inger i 1941 og Ole i 1953.
Møllerens lejlighed var ikke særlig stor. Foruden køkken, soveværelse og en lille dagligstue var også en pæn stue, som kun var i brug til familiefester så som barnedåb og konfirmation. Det har sikkert haft noget at gøre med, at den var dyr at varme op.
Denne stue blev i slutningen af 2.verdenskrig beslaglagt af tyskerne, og der boede en del soldater, som både spiste og sov der. Det gav naturligvis visse gener, blandt andet når mølleren skulle lytte til BBC for at følge med i, hvad der skete ude i den store verden, men alt i alt var der et tåleligt forhold til tyskerne.
Mange af dem ville gerne snakke lidt med den lille Inger, som legede udenfor, og Karen har måske også været venlig over for dem, fordi hun trods alt syntes, det var lidt synd for dem. I hvert fald kom der fra nogle af dem efter krigen kort til jul – de kunne huske adressen på grund af møllen.
Huset blev rammen for Niels og Karens liv i næsten 60 år. De var begge den sidste tid på plejehjemmet Hav og Fjord i Thyborøn, men derudover var de ikke meget væk fra møllehuset.
Selv om det var rummæssigt ikke var nogen stor bolig, var det et sted med megen gæstfrihed, og meget ofte var folk bænket omkring bordet. Det kunne være folk med ærinde på møllen, naboer og lejere, men også Karens store familie fra Stausholm.
Det var et centralt sted, hvis nogen skulle med toget eller til købmand.
Mange unge par fra Harboøre startede i en af lejlighederne i møllehuset for så senere at flytte i egen bolig, når der blev råd til det.
Karen og Niels fik 8 børnebørn, og da de blev gamle, var det især børn og børnebørn, der fyldte huset. Der var meget tæt kontakt til børnene, og det var ikke nogen god søndag, hvis nogle fra flokken ikke havde været på besøg.
Op gennem 30’erne var møllererhvervet ganske godt, men efter 2. verdenskrig blev mange gårde i stand til selv at male korn. En kort periode var møllen så et sted, hvorfra der udelukkende blev solgt korn, men det var ikke i længden en levevej, så Niels måtte tage arbejde ved Vandbygningsvæsenet i Thyborøn, og da møllen ikke længere var i brug, forfaldt den desværre, indtil den blevet revet ned i starten af 60’erne. Forhøjningen hvorpå møllen var bygget kan dog stadigvæk anes i dag.
De sidste år, Niels arbejdede, var han ansat ved Phønix og ledede vejbygningen i forskellige områder af landet, bl.a. på Mors, hvor store dele af vejnettet i de år blev asfalteret.
Når arbejdsugen sluttede lørdag middag, tog Niels uanset vejr og vind turen tilbage til hjemmet på Harboøre på knallert og retur igen søndag eftermiddag. Først de senere år, blev der råd til en bil.
Efter mange års ansættelsen hos Phønix gik Niels på pension, men han drev dog i nogle år en lille kiosk med ugeblade, slik m.m. Kiosken lå på hjørnet af det, der i dag hedder Nørregade og Stationsvej.
Niels var en person, som i en anden tid og under andre vilkår, nok havde fået en boglig uddannelse. Han var meget belæst og læste livet igennem mange bøger, ligesom han også fulgte godt med i, hvad der skete rundt om i verden.
Karen holdt sig mere til hjemlige sysler og holdt meget af at være i hjemmet, ligesom familien fyldte rigtig meget for hende.
Brunsgaard mølle/Harboøre mølle, Niels Grening ved møllen.
Model af møllen står på arkivet.