Knud H. L. Rønn

Knud Holger Larsen Rønn blev født den 17. januar 1906, Harboøre kirkeby og blev døbt i Harboøre kirke den 12. februar. Han var søn af købmand Niels Jensen Larsen Rønn og hustru Marie Jensen, Harboøre.

Knud døde den 6. august 1982 på Gudum Plejehjem og blev begravet på Harboøre kirkegård.

 

Ved Knuds død skrev Lemvig Folkeblad den 14-08-1982:

”Pensioneret lærer Knud H. L. Rønn er efter mange års sygdom død på Gudum Plejehjem, 76 år.

Han var født i Harboøre og han dimitterede som lærer i 1928, da det på grund af arbejdsløshed var vanskeligt at få en stilling. I de første år havde han derfor flere vikariater, blandt andet var han i 3-4 år vinterlærer i Vostrup i Lønborg sogn.

Fra 1941 til 1953 var han lærer på Rønland og derefter blev han lærer i Engbjerg skole, indtil den blev nedlagt omkring 1960. Han gik så på pension og byggede sig et hus i Lemvig. Her boede han indtil 1965, da han blev syg. I 1974 kom han på Gudum Plejehjem og var der til sin død.

Han var ugift og hans store interesse var slægtsforskning.”

Lærer Rønn, omkring 1950.

Lærer Rønns dagligstue på Rønland skole.