J. Christensen og S. M. Christensen

Jens Christensen blev født den 4. maj 1852, Thyborøn og hjemmedøbt den 5. maj og fremstillet den 31. maj i Agger kirke. Han var søn af gårdmand og fisker Christen Ovesen og hustru Karen Johanne Andersdatter af Røn.

Jens døde den 28. december 1904, Thyborøn, og blev begravet den 4. januar 1905 på Harboøre kirkegård.

Jens blev gift den 2. januar 1877 i Agger kirke med Sidsel Marie Jensen, som var født den 19. november 1848, Thyborøn og døbt den 1. januar 1849 i Agger kirke. Hun var datter af gårdmand og fisker Jens Jensen Winther og hustru Maren Sørensdatter af Røn.

Sidsel Marie døde den 27. september 1905, Thyborøn, begravet den 30. september på Harboøre kirkegård.

 

Jens og Sidsel Marie fik 4 børn:

  1. Karoline Johanne Kristensen, født den 22-01-1878 og døde den 19-07-1947.
  2. Jensine Marie Kristensen, født den 10-11-1879 og døde den 28-12-1966.
  3. Kristian Ovesen Kristensen, født den 10-09-1882 og døde den 16-11-1962.
  4. Jens Vinther Kristensen, født den 22-02-1886 og døde den 05-06-1947.

 

I 1871 blev der udstykket en grund fra matr. nr. 8a, matr. nr. 8b, her blev der bygget et hus som familien boede i, hvornår de kom til huset, er ikke fundet. Huset er for længst fjernet, for da man lavede det nye dige til kystbeskyttelse i 1950’erne lå huset i vejen.

Jens var fisker/bådsformand og når det kneb med fiskeriet, tog han arbejde ved VBV, som kystsikringsarbejder. Man kan se i folketællingen fra 1901, at også hans sønner var kystsikringsarbejdere. I samme folketælling ser man også at de har tre logerende, som arbejdede som kystsikringsarbejdere. To af dem kom fra Taarnby ved Hjørring og den sidste var fra Vorbjerg ved Aalborg.

Jens og Sidsel Marie Christensen, omkring 1900.