Vi er eller har alle været påvirket af Corona. Men hvordan har I taklet tiden? Har I skrevet dagbog, taget billeder eller optaget en lille film, for så er arkivet meget interesseret i at få en kopi/scanning af jeres minde om Coronatiden og hvad den indebær af stort og småt.
Dette gælder alle aldersgrupper – børn, unge, voksne og ældre, vi oplever jo ikke tingene hel ens og det er vigtig for os at have en bred tilgang til Coronatiden.
Planen er at gemme materialet til vore efterkommere, så De kan se, hvordan vi taklede Coronatiden i 2020. Det er måske ikke så interessant nu, men måske om 50 år. Da arkivet blev spurgt om, hvad vi havde om ”Den Spanske syge” for godt 100 år siden, kunne vi hurtig sige – vi har intet (desværre), så derfor dette lille opråb.
Pressen har skrevet en del – meget bredt, men vi vil gerne have hverdags historien fra folk i vores område. Hvad fik/får I tiden til at gå med? Hvad med arbejdet? Hvordan var/er det ikke at kunne besøge venner og familie? Hvordan var/er det at handle i butikker? Hvad med skolen? Samt mange andre spørgsmål.
I kan sende det til vores mail: post@harbooerelokalarkiv.dk eller aflevere det i postkassen på Gajsgårdsvej 59 i Harboøre. Og I kan selvfølgelig også aflevere det på arkivet når vi igen åbner.
Afleverer i noget, som I først vil have offentliggjort om 20, 50 eller 75 år, skriver i det bare til os, så bliver det selvfølgelig respekteret.
Arkivet glæder sig til at modtage noget fra jer – på forhånd tak.
Men venlig hilsen – Lokalarkivet for Thyborøn-Harboøre-Engbjerg